Henriette Toftegaard

Jeg har længe haft et ønske om at starte som selvstændig og drømmen har været at kombinere mine faglige kompetencer og viden med kreativitet og natur.

Mit hjerte brænder for børn og som mor til tvillinger, savnede jeg muligheder for sjov, leg og samvær for små børn tilpasset deres præmisser og udvikling.

Jeg har arbejdet som sygeplejerske i 10 år og er uddannet sundhedsplejerske ved Århus Sundhedsplejerskehøjskole og motorikvejleder ved Anne Brodersen m.fl.. Jeg har i de senere år haft særligt fokus på sundhedsfremme og livskvalitet. Lige nu mangler jeg det sidste fag almen didaktik på meritlæreruddannelsen. Har afsluttet mine linjefag natur/teknik og specialpædagogik, desuden fagene psykologi, pædagogik og valgfaget velfærdsinnovation. Så jeg har en masse viden om læring og formidling.

Naturen er kilde til mange gode oplevelser og det er derfor oplagt at skabe et sted, hvor der er mulighed for til at stimulere barnets udvikling og leg.

Naturlegepladsen og Eventyrskoven tager sigte på at stimulere barnets udvikling og leg motorisk, sprogligt, socialt. At få rørt sig, mærke, dufte, høre, se, føle og sanse er en del af dette. Det udfordrer børn motorisk, sprogligt, socialt og fremmer koncentrationsevne og indlæring.

Det er også en mulighed for at være sammen som familie og komme ud i naturen.Det er dejligt og sjovt at opleve naturen sammen med børn. Nogle af mine bedste barndomsminder er fra de dage hvor jeg fordybede mig i leg, flere timers udforskning og hvor fantasien fik frit løb. Tiden stod ligesom stille...

Mystik og spænding er lige sagen for børns nysgerrighed og fantasi. Børn elsker historier og eventyr og i hos mig bor der selvfølgelig en nisse, en trold og mange andre væsner fra danske sagn og eventyr.

På den måde skabes der en sammenhæng mellem oplevelser, natur, læring, leg og bevægelse.

Eventyrskoven er en drøm jeg ønsker går i opfyldelse. Har du interesse i mit projekt, så kontakt mig endelig :-)

Mange hilsner fra

Henriette Toftegaard